LIDT OM BORNHOLM​

Bornholm ligner ikke noget andet i Danmark, geologisk set, Bornholm er unik. Intet andet sted finder man, inden for så korte afstande, så store og særprægede naturmæssige kontraster som på solskinsøen Bornholm, der med sine 587 km2, sammen med Christiansø og Frederiksø (39 ha), udgør Danmarks forpost mod øst. Tag dertil med M/F Ertholm fra Gudhjem.

Ekkodalen, Paradisbakkerne og Danmarks tredje største skov, Almindingen, er nogle af de steder, der kan vække minder hos enhver, der har gæstet Bornholm.

Bornholm er som skabt for familier med børn. Mulighederne for bekvemme ture til skov og strand - til fods, på cykel eller i bil er talløse. Et helt specielt børne-paradis er Brændesgårdshaven ved Svaneke. I det store parkanlæg er der dyr og fugle - og alt muligt at more sig med for små og store feriebørn.

Et enkelt blik på Bornholmskortet vil overbevise enhver om, at øen også er et eldorado for al slags sejlsport. Storbyer findes her heldigvis ikke, al den stund at øens samlede indbyggerantal kun er omkring 39.000, og her er ingen motorveje! Een hovedvej <38> fra Rønne, via Åkirkeby, til Nexø.

​Kysten rundt finder man en perlerække af mindre byer - havneidyller, fiskerbåde, røgerier, hyggelige spisesteder og gode strande. Ikke sært, at en af vort lands største malere, Oluf Høst, vendte tilbage til sin fødeø og de sidste 30-40 år af sit liv ikke var til at drive væk. Hvorfor rejse når man bor på det dejligste sted af alle?

For dem, der interesserer sig for historie og arkitektur, er Hammershus og de fine, middelalderlige Bornholmske rundkirker et fund. Eksempler på Bornholmsk kunst i glas, keramik og stentøj kan man ikke undgå at støde på. At solen skinner mere på Bornholm end i det andet øvrige land kan lyde som et flot postulat, men statistikken beviser det faktisk, ligesom eftersommeren, på grund af øens placering midt i Østersøen, er betydeligt lunere end i det øvrige land.

Kort sagt - og uden overdrivelse - er Bornholm et koncentrat af den dejligste og mest varierede natur i Norden - med sydlandske islæt.

HER finder du flere billeder fra Strandslot og Bornholm.

Alminingen​

Strandslot, solnedgang​

Opalsøen​